Anders Bording Priserne

ABP 2010 Journalistprisen

Anders Bordings Journalistpris
Uddeles primært for en redaktionel indsats - en bemærkelsesværdig journalistisk præstation inden for fagets discipliner, som kan være fremragende interviews, dybdeborende journalistisk, indsigtsfulde artikler eller kampagner, der lever op til specialmediernes formål om aktualitet, videns tilførsel og debat.
Anders Bordings Journalistpris kan gives såvel til en enkelt journalist som til et team.

Prismodtageren skal være medlem af Danske Specialmedier eller ansat/fast tilknyttet et medie, der er medlem af Danske Specialmedier.

Chefredaktør Thorkild Thejsen

Redaktionen på Folkeskolen vil gerne indstille tidligere ansvarshavende chefredaktør Thorkild Thejsen for hans store indsats for professionalisering af fagblade generelt - og for hans indsats på Folkeskolen.

Indstilling:
Thorkild Thejsen har gennem de sidste 22 år stået i spidsen for at forvandle Folkeskolen fra et ret indforstået menighedsblad for allerede omvendte til et seriøst mødested, hvor der er plads til alle lærere, et fagblad, der bliver regnet med i medieverdenen både i nyhedsstrømmen og i forhold til at sætte dagsordenen med dybdeborende journalistik. Dette har han gjort ved utrætteligt at skabe og fastholde en høj troværdighed og en kommunikation til og med de ikke indviede.
I samme periode har Thorkild Thejsen haft stor betydning for professionaliseringen af fagbladene generelt. Han har deltaget aktivt i udviklingen som formand for Danske Specialmedier og afholdt talrige kurser og oplæg, hvor han har støttet udviklingen af professionelle fagblade. Han er en utrættelig fortaler for at overholde medieansvarsloven, som sikrer nyhedsmediers uafhængighed i forhold til udgivere og annoncører.

Venlig hilsen
Redaktionen Folkeskolen

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her
 

Journalisterne på Dagens Medicin

Jeg indstiller hermed journalisterne på Dagens Medicins avis- og webredaktion til at modtage Anders Bordings Journalistpris 2010 for deres tværmediale dækning af danske patienters kræftbehandling i Kina. Subsidiært kan man tildele Dagens Medicin Anders Bordings Mediepris 2010 for at bruge fagbladets samlede styrke til at ramme en pæl igennem en skævvredet, offentlig udlægning af den kinesiske - og danske - kræftbehandling.

I begyndelsen af 2009 kulminerede danske mediers beretninger om behandlingen af danske kræftpatienter på en række kinesiske hospitaler. I den ene casestory efter den anden fortalte patienterne om deres nærmest mirakuløse helbredelse ved hjælp af kinesiske læger, og samtidig blev det danske behandlingssystem genstand for stor kritik. Det kunne opleves som om det nærmest var livsfarligt at opsøge behandling i Danmark.

Venlig hilsen
Nicolai Döllner
Redaktionschef

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her
 

Journalisterne Thomas Hoffmann og Sybille Hildebrandt

Makkerparret Thomas Hoffmann og Sybille Hildebrandt indstilles hermed til Anders Bordings Journalistpris for med grundig og indsigtsfuld journalistik at have skabt klarhed om svært tilgængeligt og kontroversielt forskningsstof - gjort det interessant.

Thomas Hoffmann og Sybille Hildebrandt har ansvar for hver deres hovedområde, henholdsvis kultur/samfund og naturvidenskab/teknik - populært sagt de 'tørre' og 'våde' videnskaber. Med dette udgangspunkt har de i et effektivt parløb præsteret journalistik, som er læseværdig i sin form og bemærkelsesværdig i sin kvalitet.

Venlig hilsen
Vibeke Hjortlund
Chefredaktør

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her

Redaktionen bag Avisen Kommunen

Avisen Kommunen, grundlagt 1958, blev den 1. januar 2009 overtaget af netaviserne Altinget.dk og dknyt.dk - og derefter gennemgående relanceret. Vi vil gerne indstille redaktionen bag Kommunen som team til årets journalistpris.

Teamet består af chefredaktør Claus G. Theilgaard, redaktionschef Benjamin Holst, redaktionssekretær Carsten Terp, jopurnalisterne Mia Tang, Kim Rosenkilde Nielsen, Sine Riis Lund, layouter Morten Haake samt journalistpraktikant Lærke Cecilie Lindegaard.

Venlig hilsen
Rasmus Nielsen
Direktør

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her

Journalist Erik Holm

Mediehuset Ingeniøren indstiller journalist Erik Holm til Anders Bordings journalistpris for sit vedvarende, grundige og kritiske dækning af Danmarks investering i nye kampfly, der kan blive det største offentlige indkøb i danmarkshistorien.

Igennem en lang række artikler baseret på aktindsigter, systematisk gennemgang af udvalgsnotater, brug af et bredt spekter af kilder lige fra politikere over eksperter, lobbyister og industrifolk, har Erik Holm belyst mange kritisable forhold undervejs i processen.

Venlig hilsen
Trine Reitz Bjerregaard
Redaktionschef

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her

Julie Ring-Hansen Holt og Sanne Wittrup

Mediehuset Ingeniøren indstiller Julie Ring-Hansen Holt og Sanne Wittrup til Anders Bordings Journalistpris for deres artikleserie om bakterier i drikkevandet hos en stor del af de danske vandværker. Artiklerne har været bragt i hhv. Ingeniøren og på ing.dk

Historien fik daværende miljøminister Troels Lund Poulsen til at fremsætte et lovforslag med krav om mere egenkontrol og flere målinger hos de mindre vandværker. Herudover lovede han at komme med en handlingsplan inden julen 2009, der skal beskrive, hvordan kontrollen skal udføres. Denne handlingsplan er endnu ikke kommet, og derfor fortsætter Julie og Sanne deres dækning.

Venlig hilsen
Trine Reitz Bjerregaard
Redaktionschef

Læs hele indstillingen her

Læs bladet/artiklerne her

 

Journalist Morten Halskov, Fagbladet 3F

Vi skal hermed indstille journalist Morten Halskov, Fagbladet 3F, til Anders Bordings Journalistpris 2010. Morten Halskov skal belønnes med prisen for sin afsløring af, hvordan danske langbrugsskoler ulogligt har scoret millioner i statsstøtte på elever fra Østeuropa. En trafik, der nu er stoppet på baggrund af Morten Halskovs artikelserie.

Morten Halskov har afdækket, hvordan seks landbrugsskoler har udnyttet reglerne og scoret statstilskud til elever fra Østeuropa. Fra 2006-08 modtog landsbrugsskolerne i alt ca. 50 mio. kroner til udenlandske elever. Desuden fik de landmænd, der havde eleverne i praktik i alt ca. 70 mio. kr. i lønrefusion fra arbejdsgivernes fond.

Venlig hilsen
Toril Steffensen
Jonas Højlund
Fagbladet 3F

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her

 

Journalist Peter Keiding og Fagbladet 3F

Hermed indstilles journalist Peter Keiding og Fagbladet 3F og sitet www.fagbladet.dk/harboe for afsløringen af, hvordan bryggeriet Harboe hyrer ungarske arbejdere til en uanstændig lav timebetaling og byder dem arbejdsvilkår, der leder tankerne hen på slavelignende forhold.

Harboe er landets tredjestørste bryggeri, er kongelig hofleverandør og har som medlem af Dansk Industri aftalt løn- og arbejdsforhold, som det gælder for en overenskomstdækket virksomhed.

Venlig hilsen
Brian Pabst, redaktør
Toril Steffensen
Fagbladet 3F

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her
 

Nyhedsmagasinet Danske Kommuner

Hermed indstilles Nyhedsmagasinet Danske Kommuner til Anders Bordings Journalistpris for temannummeret om Kommunalvalget 2009.

Fagbladene har med deres produktionstid og udgivelsesfrekvens vanskelige vilkår, når det kommer til at dække aktuelle begivenheder, som den øvrige presse også har intens interesse for. For hvad er levedygtigt, når bladene udkommer, hvad er alle de andre løbet med, og hvor kan vi skille os ud.

Venlig hilsen
Klaus Slanina Petersen

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her
 

Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau, Amnesty

Det netop afrundede årti har fået flere mærkater hæftet på sig. Frygtes årti. Terreorkrigens årti. Eller "The Decade from Hell", som Time Magazine døbte det. I efteråret 2008 blev jeg kontaktet af journalisterne Øjvind Hesselager og Jakob Gottschau, som gennem måneders hårdt arbejde, adskillige rejser til Mellemøsten og USA samt dusinvis af interviews med islamister, medlemmer af Det Muslimske Broderskab, internationale terrorforskere samt torturofre fra de egyptiske fængsler havde opnået et unikt indblik i de mekanismer, der driver den radikale islamistiske terror.

Venlig hilsen
Ole Hoff-Lund
Redaktør

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her 

Journalist Stephan Alsman, Magasinet Finans

Jornalist Stephan Alsman har fortjent at modtage Anders Bordings Journalistpris for sin afslørende artikel "Skattelyet Danmark" i Finans om, at Danmark bruges som skattely for udenlandske pengemænd.

Artiklen, der blev bragt i magasinet Finans fredag den 5. august, har vakt stor opmærksomhed, fordi den dokumenterer det finansielle skyggemiljø, der eksisterer i Danmark. Det er en meget lang, velskrevet og velresearchet historie, som er med til at understrege, at fagblade i høj grad kan konkurrere med dagblade om at lave undersøgende journalistik af høj kvalitet.

Venlig hilsen
Carsten Jørgensen
Ansv. Redaktør Magasinet Finans

Læs hele indstillingen her

Læs bladet her

 

Journalist Steffen Hagemann, Fagbladet Børn & Unge

Journalist Steffen Hagemann, fagbladet Børn & Unge, indstilles til Anders Bordings Journalistpris for artiklerne *'I sværmens vold', 'Ustyrligt fascinerende' og 'Hej, hvad laver du'. Tilsammen viser de tre dybdegående artikler, hvordan og hvorfor teknologien i form af mobiltelefoner, computerspil og sociale netværk på internettet har ændret barndommen gennemgribende.

Venlig hilsen
Lene Søborg
Redaktionschef, Børn & Unge

Læs artiklen* her

 

Fagbladet Børn & Unge

Børn & Unge indstilles til Anders Bordings Journalistpris for temanummeret om det pædagogiske danmarkskort og danmarkskortet på nettet.

På baggrund af massiv research og en ambitiøs undersøgelse i alle landets kommune kortlægger journalisterne, hvilke pædagogiske tendenser der dominerer i institutionerne og forklarer de historiske, teoretiske og politiske årsager til udviklingen. Pædagogerne kan med dette nummer i hånden ikke bare læse, hvordan de agerer i deres arbejde. De får også forklaringen på, hvorfor de gør, som de gør.

Venlig hilsen
Lene Søborg
Redaktionschef, Børn & Unge

Læs artiklen her

 

Journalist Øjvind Hesselager, Journalisten

Hermed indstiller jeg artiklen "Gå ikke over sporet, der kommer spin" bragt i Journalisten i november 2009, til Anders Bordings Journalistpris. Artiklen er skrevet af journalist Øjvind Hesselager.

I artiklen afdækkes det hvordan kommunikationsafdelingen i DSB for offentlige midler og i strid med offentlighedslovens tanker har chikaneret journalister, der ønskede at dække DSB ud fra vanlige kriterier for kritisk journalistik. Bland andet dokumenteres det med flere kilder, at DSBs direktør har kontaktet DRs generaldirektør alene med det formål at bagvaske en konkret og navngiven journalist, der skulle levere dokumentation til et indslag i TV-Avisen om DSBs tvivlsomme metoder i forbindelse med afgivelse af bud.

Ud over den konkrete afsløring, der vakte en voldsom debat blandt i journalistkredse på www.journalisten.dk, har artiklen også en mere langtrækkende og principiel karakter: Den påviser en begyndende udvikling, hvor kommunikationsafdelinger langsomt men sikkert vil få flere ressourcer end redaktionerne på medierne. Det er en udvikling, der kan få stor negativ effekt på demokratiet, men som alligevel foregår uden den store omtale.

Med venlig hilsen
Troels Widding

Læs artiklen her

 

Journalist Jeppe Villadsen, Avisen Udvikling

Det er uden rysten på hånden, at redaktionen på Danidas avis Udvikling
indstiller journalist Jeppe Villadsen, Nairobi, til Bordings Journalistpris 2010.

Redaktionen modtager mange artikler, der med svingende held søger at formidle livet på det afrikanske kontinent for læserne. Men når afsenderen af artiklen hedder Jeppe Villadsen, glæder man sig hver gang til at læse den.

Han fortæller i et vedkommende og levende sprog om udviklingsbistand og de mennesker, der lever deres liv i det moderne Afrika. Det sker nøgternt, loyalt over for kilderne og med et humoristisk strejf, der løfter det ellers ofte noget tunge udviklingsstof. Han har blik for den gode historie og præsenterer forslag for redaktionen, som er originale, gennemtænkte og lever op til klassiske, journalistiske kriterier. Det er godt journalistisk håndværk.

Jeppe Villadsen har demonstreret, at han til fulde mestrer vidt forskellige genrer, når den gode historie fra Afrika skal formidles, så den bliver vedkommende for et dansk publikum:

  • Afsløringen ('Vi taber vores penge' - om mikrokredit-virksomheden MyC4 5/2009)
  • Den personlige jeg-fortælling ('På sporet af mit sporsorbarn' 4/2009)
  • Miljøskildringen (Juba - Afrikas klondike, 2/2009)
  • Den store, samlede redaktionelle, tematiske satsning ('Giver vi for mange penge?' - artikelrække om Afrika, der oversvømmes med hiv/aids-medicin 04/2008 ).
  • Se bladene her

Alt sammen skrevet, så det både underholder og rammer plet hos fagpublikummet. Flere af artiklerne blev citeret eller førte til indslag i bl.a. DR P1 morgen etc.

Jeppe Villadsen har i sine artikler demonstreret blik for den gode faghistorie leveret fra et freelance-stofområde, Afrika, inden for hvilket det kræver blod, sved og tårer - og talent - at holde en freelance-forretning kørende. 

Med venlig hilsen
Stefan Katić og Mads Mariegaard
Avisen Udvikling, Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mere om nøgleordene