- Forening
- Medieområdet
- Videndeling
- Nyheder
- Kurser og møder
- Publicering til flere platforme (2005)
- Anders Bording
- ERFA
- Reklame for alvor
- Udgiver
- Service
- Dokumentation
- Links
En meget stor del af Danske Specialmediers medlemmer skal fra den 1.januar finde en ny distributør, når Bring Citymail lukker i Danmark
Bring Citymail har distribueret industriel post i Hovedstadsområdet siden 2007. Finanskrisen og ulige konkurrencevilkår har gjort,at selskabet ikke har opnået lønsomhed i løbet af tre år. Nu indledes forhandlinger om at nedlægge postdistributionen og opsige ca 440 medarbejdere, oplyser Posten Norge, der ejer Bring Citymail.
- Opstarten er blevet ramt af finanskrise og lavkonjunktur, samtidig med at Bring Citymail Danmark har haft en momsulempe på 25 procent i forhold til hovedkonkurrenten Post Danmark, som er fritaget for moms på befordringspligtige produkter - herunder magasiner.
- Det er ikke lykkedes os at få lønsomhed på brevdistribution i Danmark, og det beklager vi overfor de mange danske kunder og virksomheder, som har ønsket et alternativ, siger Dag Mejdell, Koncernchef i Posten Norge AS
Planerne indebærer, at Bring Citymail Danmark vil opfylde alle kundeaftaler og forpligtelser. Den nødvendige informations- og konsultationsproces med medarbejderrepræsentanterne er allerede startet. Bring Citymail Danmark har ca 440 medarbejdere.
Med etableringsomkostninger og negative resultater i de første driftsår, har Bring Citymail Danmark sammenlagt tabt omkring 500 millioner kroner.
- Investeringen i Bring Citymail Danmark var beregnet at koste 300 millioner kroner. Nu har vi investeret yderligere 200 millioner kroner, og vi ser fortsat ikke lønsomhed. Vi må stoppe tabene og planlægger derfor at stoppe postdistributionen fra januar 2010, siger Koncernchef Dag Mejdell.
Distributionsudvalg og konsolidatorer drøfter situationen torsdag
Et stort antal af Danske Specialmediers medlemmer og også en række andre blade og magasiner bliver distribueret af Bring Citymail i hovedstadsområdet. Disse blade står derfor uden distributør fra den 1.januar 2010.
Danske Specialmediers distributionsudvalg, der blandt andet rummer de to konsolidatorer PortoService og DistributionPLUS, mødes torsdag morgen for at drøfte, hvordan vi kan finde de bedst mulige løsninger for de berørte blade.
Vi vil orientere på www.specialmedierne.dk om mulige løsninger - ligesom vi vil tage stilling til, om der skal indkaldes til orienteringsmøder med de tilbageværende distributører inden for kort tid.
Manglende postliberisering kan koste dyrt
Lukningen af Bring Citymail er et hårdt slag for de mange blade, magasiner og tidskrifter, som det seneste år har opnået en væsentlig besparelse på distributionen gennem den konkurrence, som Citymail har sat i gang, siger direktør i Danske Specialmedier Christian Kierkegaard.
Han frygter store omkostningsstigninger for mange blade - og det på et tidspunkt, hvor bladene i forvejen er hårdt ramt af recessionen i samfundet og den kraftige annoncenedgang, det har ført med sig.
- Den langstrakte proces med at få gennemført liberaliseringen af posten i Danmark har betydet, at det har været vanskeligt for nye aktører at disponere - og det ser vi nu resultatet af med lukningen af Bring Citymail i Danmark, siger Danske Specialmediers direktør.
Han opfordrer politikerne til hurtigt at få skabt klarhed over de fremtidige vilkår for konkurrencen på det danske postmarked, så eventuelle nye aktører på markedet ved, hvad de går ind til.
Den nye udvikling på distributionsområdet aktualiserer Danske Specialmediers ønske til de forestående mediestøtteforhandlinger om en udvidet distributionsstøtte .
Danske Specialmedier vil samtidig forsøge allerede under de igangværende finanslovsforhandlinger at få øget støtten til de blade, der i dag får støtte i bladpuljen. Her er det især de mindre blade, der rammes hårdt.