Trykkerier

Konsolidering

Konsolidering

Blade, der sendes med Post Danmark, kan konsolidere sig med andre blade, så de opnår en lavere udgift til distribution.
Konsolidering kan kun ske inden for de samme produktprofiler. Det betyder, at blade, som opfylder betingelserne for sorteret magasinpost, kan konsolideres med blade indenfor samme kategori, og tilsvarende indenfor produkterne maskinel magasinpost og magasinpost.


Prisen for konsolidering

Det er gratis at få foretaget beregninger hos konsolidatorerne, men der betales et gebyr, hvis distribution sker med bistand fra konsolidator.

PortoService tager et administrationsbidrag på 975 kr. pr. nummer af et blad der sendes, og 975 kr. for adressesplit, når der anvendes 2 distributører.

DistributionsPLUS. Her er et gebyr på blade, der omdeles som sorteret magasinpost på 0,03286 kr. pr. stk - og for andre produkter er gebyret ved omdeling med en distributør 1.000 kr. pr. gang. Ved omdeling med flere distributører er prisen pr. gang kr. 1.300,- incl. opsplitning af adressedata.

Disse gebyrer skal indregnes, når besparelsen ved at anvende konsolidator beregnes. Gebyrenes størrelse skal også ses i lyset af den administrative lettelse, som bladene opnår ved at anvende konsolidator.

Danske Specialmedier anbefaler brug af konsolidator, da det giver billigere distribution og lettere administration.

De største aktører er:

Portoservice er et samarbejde mellem seks trykkerier: Franzen Offset A/S, Graphx A/S, KLS A/S, Glumsø Bogtrykkeri A/S, Schultz/Hafnia A/S, P.J. Schmidt A/S

Portoservice konsoliderer som hovedregel kun blade, der er trykt eller samarbejder med et af de seks trykkerier. Blade kan henvende sig til et af trykkerierne for at få tilbud på konsolidering. Kontaktpersoner for hvert trykkeri findes på Portoservice's site.

Datagraf, Scanprint (Phønix), Stibo, Color Print og Elbo
Trykkerierne Datagraf A/S, Scanprint, Stibo, Color Print og Elbo har ligeledes indgået en konsolideringsaftale, der omfatter blade, der er trykt eller samarbejder med et af de fem trykkerier.
Kontaktpersoner kan ses på trykkeriernes web-sites.

Konsolidering af de forskellige magasinpostprodukter
I forbindelse med de nye profiler for Magasinpost indføres der mulighed for, at kunder kan konsolidere eller samsende flere titler pr. parti inden for de enkelte magasinpostprodukter.
Først gives en oversigt over, for hvilke produkter konsolidering er relevant. Dernæst beskrives konsolidering for hver af de relevante produktprofiler.

1. Oversigt
Nedenstående oversigt opsummerer vurderingerne af mulighederne for anvendelse af konsolidering.

Konsolidering/samsending af flere titler:

a. Sorteret Magasinpost
Nej, virker p.t. ikke realistisk, da det vil kræve betydelig kapacitet til sætning af de forskellige titler i samlet omdelingsrækkefølge.

b. Maskinel Magasinpost
Ja, mange trykkerier vil kunne motivere mindre udgivere til at gå sammen om konsolidering og dermed opnå bedre priser end isoleret anvendelse af Maskinel Magasinpost. Kan af kontrolårsager ikke kombineres med segmentering.

c. Magasinpost
Ja, især relevant for mindre udgivere, der er parat til at organisere forsendelsen for andre (sammen med egne udgivelser). Kan af kontrolårsager ikke kombineres med segmentering.

2. Konsolidering

Det er allerede erfaret gennem samtaler med kunder (udgivere, trykkerier m.fl.), der udsender store oplag, at konsolidering overvejes blandt disse dels for at opretholde omsætningen dels for at mindske omkostningsstigninger på omdelingen forårsaget af bladtilskuddets bortfald.

Baggrunden for at indbyde afsendere til at anvende konsolidering er endelig. Post Danmark kan på den måde også opnå nogle besparelser.

Større mængder betyder faldende enhedsomkostninger, hvilket er afspejlet i pristabellen. Yderligere er der besparelserne at hente som følge af en reduktion i antallet af kundebesøg, udstedelsen af færre - men til gengæld specificerede - fakturaer, forenkling af eventuel reklamationsbehandling, reducerede omkostninger til ankomstbehandling, reducerede sorteringsomkostninger samt endelig muligheden for at foretage en samlet og koordineret omdeling.

En grundlæggende forudsætning for konsolidering er samtidighed i indleveringen og i distributionen af forsendelserne. Det vil sige, at konsoliderede forsendelser skal kunne omdeles inden for samme omdelingsperiode. Samtidig indlevering af flere titler betragtes som ét parti og prissættes på grundlag af det samlede antal forsendelser. Der accepteres konsolidering på tværs af udgivelseshyppighed.

Eksempel
Eksemplet omfatter et trykkeri, der konsoliderer omdelingen af syv blade. Bladene ville før en konsolidering blive omdelt på følgende baggrund:

Titel A: Frekvens 15 x oplag 6.000 stk., vægt 100 gr./stk.
Titel B: Frekvens 22 x oplag 13.000 stk., vægt 50 gr./stk.
Titel C: Frekvens 6 x oplag 15.000 stk., vægt 50 gr./stk.
Titel D: Frekvens 11 x oplag 3.000 stk., vægt 80 gr./stk.
Titel E: Frekvens 6 x oplag 58.000 stk., vægt 200 gr./stk.
Titel F: Frekvens 24 x oplag 6.000 stk., vægt 100 gr./stk.
Titel G: Frekvens 12 x oplag 28.000 stk., vægt 100 gr./stk.

Ved indgåelse af aftaler med Post Danmark for hver af titlerne vil totaludgiften for distribution af bladene andrage 5.767.200 kr. (Der er tale om en beregning uden nogen former for tillægsydelser).
Konsolideres forsendelserne over hele året andrager totalomkostningen 5.275.870 kr.
Besparelsen er 491.330 kr. svarende til 8,5%.

Besparelsen fremkommer igennem lavere stk. priser og kilopriser som følge af at den samlede frekvens nu er 37 samt at mængderne nu er større i udvalgte uger. Prisberegningen rykker så at sige ned mod højre hjørne i pristabellen.

Konsolidator opnår denne besparelse ved at sikre, at bladene indleveres og omdeles som var de en titel.

Det bærende princip er, at det er antal udsendelser pr. år samt antal forsendelser pr. udsendelse, der er afgørende for indgåelsen af en aftale. Det betyder, at der kan være et varierende antal titler - og dermed også varierende totalmængder - fra parti til parti. Endvidere kan de forskellige titler - i sagens natur - være forskellige. Hver eneste af titlerne skal imidlertid isoleret set opfylde adgangskravene i produktprofilerne.

Konsolidering kan ikke finde sted på tværs af de tre varianter Magasinpost, Maskinel Magasinpost og Sorteret Magasinpost, da der er tale om tre forskellige produkter med forskellige indleverings- og omdelingsprofiler.

Besparelse for Post Danmark ligger som allerede nævnt i den samtidige indlevering og den samtidige omdeling. Det er sådanne tilbud, der fra konkurrenterne side arbejdes med over for trykkerier og andre virksomheder, der kan konsolidere forsendelserne.

Den konsoliderende kundes opgave bliver at sikre, at titlerne omfattet af konsolideringen alle kan acceptere samme omdelingsperiode. Dette forberedende arbejde giver mulighed for at opnå stordrifts- og samdriftsfordele i Post Danmark i indleveringen og især i distributionen.

Det forudsættes, at aftalekunden indgår aftaler med de forskellige titlers udgivere, at aftalekunden er kreditværdig, således at Post Danmark kun har ét kundeforhold, samt at risikoen for manglende betaling begrænses til forholdet mellem aftalekunden og Post Danmark.

Sorteret Magasinpost
Principielt kan kunder, der køber Sorteret Magasinpost, benytte sig af konsolidering. Det er dog vurderingen, at dette kun er en hypotetisk mulighed, da konsolideringen kræver, at alle magasinerne afleveres i samlet omdelingsrækkefølge, hvilket igen kræver en betydelig ekspertise og kapacitet med hensyn til den fysiske sætning af forsendelserne.

Det er undersøgt, om der kan opnås fordele ved, at eksempelvis trykkerier samtidigt indleverer flere titler sorteret til samtidig omdeling, hvis hver titel for sig er leveret i omdelingsrækkefølge. Det er indtil videre vurderet, at dette ikke har en tilstrækkelig værdi for Post Danmark til, at dette kan afføde en lavere prissætning.

Af disse grunde markedsføres konsolidering ikke aktivt vedrørende Sorteret Magasinpost.

Maskinel Magasinpost.
Produktprofilen indeholder i udgangspunktet, at adresseringen foretages af Post Danmark, efter at Post Danmark har modtaget udgiverens kundedatabase og vasket den op mod de adresser, som Post Danmark kender. For så vidt angår 2004 er Post Danmark nødt til at modtage titlerne adresseret, leveret opdelt i et samlet antal stk. pr. postnummer.

Magasinpost
Magasinpost kan konsolideres på samme måde som Maskinel Magasinpost.

Blade i abonnement, der ikke lever op til de generelle adgangskrav til Magasinpost men lever op til omdeling af minimum 4 udsendelser om året med minimum oplag på 3.000 stk., kan ligeledes benytte sig af konsolidering.

Igen er det afgørende, at der bliver tale om samtidig indlevering og omdeling. For disse mindre oplag og små frekvenser gælder det fortsat, at der skal betales et tillæg på 0,15 kr. i 2004. Konsolideringen kan imidlertid virke på samme måde som allerede beskrevet i eksemplet - der kan opnås højere frekvens og større mængder og dermed lavere stk. priser og kilopriser i overensstemmelse med pristabellen.

Det skal understreges, at uanset hvor stor udsendelseshyppighed og mængder, vil der altid skulle afregnes tillægget på 0,15 kr. pr. stk. for disse små oplag og udsendelseshyppigheder.

3. Økonomiske vurderinger

Post Danmark har allerede været i dialog med flere trykkerier om konsolidering af Maskinel Magasinpost. Et trykkeri anser ikke konsolidering for en reel forretningsmæssig mulighed. Et andet trykkeri derimod er meget interesseret i de muligheder, som måtte ligge i konsolidering. Det er fra samtaler med disse konsolidatorer, nedenstående argumenter stammer.

Konsolidering har primært effekt i forhold til mindre og mellemstore oplag. Hos det ene af de ovennævnte trykkerier findes der endog et par oplag af en størrelse, der isoleret set kunne befordres billigere som Sorteret Magasinpost ved udgivers direkte kontakt til Post Danmark end gennem trykkeriet.

Ved konsolidering kan der ikke opnås besparelser for disse store oplag. Beregninger for de mindre og mellemstore oplag viser besparelsespotentialer mellem 5-20% ved konsolidering sammenlignet med en isoleret befordring.

Konsolidator af titlerne kan således spare omkostninger ved konsolidering af de mindre og mellemstore oplag. Konsolidators bestræbelser vil umiddelbart gå ud på, at søge konsolidere oplag på så få omdelingsuger over året som muligt og dermed opnå store oplag pr. omdeling på den ene side, og på den anden side sprede udsendelserne over mange omdelingsperioder, hvorved prisreduktioner opnås via den højere frekvens.

Beholde besparelserne som betaling for koordineringsarbejdet - med andre ord er det sandsynligt, at konsolidator tilbyder de små og mellemstore oplag mindst mulig rabat ved konsolidering (som potentielt indebærer andre omdelingsperioder)

Anvende en del af besparelserne som grundlag for rabatter til de store oplag, som reelt er grundlaget for at kunne konsolidere de mindre og mellemstore oplag.

For Post Danmark vil konsolidering være ensbetydende med mindre enhedspriser. Det er imidlertid umuligt at vurdere, i hvilket omfang konsolidering vil blive udbredt, og dermed hvor meget omsætningen potentielt reduceres. I modsat retning tæller omkostningsbesparelser ved færre kundeaftaler m.m.

4. Opsummering

Det er en forudsætning for at konsolidere den enkelte titel, at denne isoleret set lever op til adgangskravene til den pågældende produktvariant.

Konsolidering kan ikke ske på tværs af de tre produkter, Magasinpost, Maskinel Magasinpost og Sorteret Magasinpost.

· Identisk indleveringstidspunkt og omdelingsperiode for de konsoliderede forsendelser er en forudsætning, skriftligt aftalt i kundeaftale.

· Konsolidering af titler kan ikke kombineres med segmentering.

· Meddelelse om adresseændringer og/eller uanbringelighed kan derimod tilkøbes for udvalgte titler i konsolideringen. Dette kræver, at det af den konkrete forsendelse fremgår, at forsendelserne skal tilbagesendes til konsolidator, der også faktureres for ydelsen.

· Ved indlevering skal der foreligge underskrevet følgeseddel med angivelse af titel, antal og vægt for hver titel samt et samlet antal styk og kilo. For hver titel i en konsolideret indlevering skal alle eksemplarer have samme vægt.

· Ved indlevering skal medfølge en fortegnelse over det samlede antal forsendelser pr. postnummer.

· Der skal indleveres et prøveeksemplar af hver titel.

· Magasinpost: Minimum 3.000 stk. pr. indlevering som led i konsolideret indlevering af udgivelser. Generelle retningslinjer: Forsendelserne sorteres under ét i postnummerorden og nedlægges i brevbakker. Brevbakkerne skal efterfølgende udsorteres på bakkevogne i postcenterorden. Såfremt der ikke kan udfærdiges direkte bakker til enkelte postnumre, kan forsendelserne samles i én bakke mærket "til sortering", som placeres øverst på bakkevognen.

· Maskinel Magasinpost: Minimum 3.000 stk. pr. indlevering som led i konsolideret indlevering af udgivelser. Generelle retningslinjer: Forsendelserne indleveres bundtet og på paller og under ét opdelt i postnumre samt til de enkelte spredecentre efter aftale med indleveringspostcenteret. Forsendelserne pakkes med bundtoverligger pr. bundt med angivelse af bundtets bestemmelsessted. Eksempelvis 4000 Roskilde 50 stk.

Mere om nøgleordene